Tysk for alle-projektet og auditive træningsmoduler: En pionerindsats for ordblinde elever

TFA-projektet er i fuld gang. Faktisk er vi lige nu over halvvejs.

Derfor vil jeg gerne sende en stor TAK til de gymnasier, der har bidraget med pilotklasser indtil videre: Roskilde HHX, Mulernes Legatskole i Odense, Borupgaard Gymnasium i Ballerup, Rødkilde Gymnasium i Vejle, Middelfart Gymnasium og Ikast-Brande Gymnasium.

Hvad er TFA?

Tysk for alle-projektet, der er støttet med udlodningsmidler i 2023 og 2024, har til formål

  • at skabe ordforrådstests, der svarer til de originale derdiedas-tests, men er tilføjet lydfiler til alle tyske og danske ord, så de giver mening for både ordblinde og ikke-ordblinde elever.
  • at skabe auditive ordforrådstests, hvor eleverne kan tjekke, hvor godt de genkender tyske ord med ørerne
  • at udvikle træningsmoduler, hvor elever (både de ordblinde og de ikke-ordblinde)
    • bliver bevidste om de særlige tyske bogstavkombinationer og lyde (ei, ie, sch, ch, au, eu, ü, ä, ö & v)
    • kan høre alle tyske ord og sætninger oplæst af native speaker.
    • kan træne deres lytteforståelse
    • kan styrke deres højfrekvente ordforråd, bestående af både enkeltord og chunks
  • at skabe en informationsside, hvor lærerne
    • kan høre et interview med lektor Anja Bols Slåttvik, hvor hun giver vigtige huskeregler til os, der har ordblinde elever i undervisningen.
    • kan downloade de enkelte ordlister til  hvert modul

Principper bag tyskforalle.dk

  • Alle ord og sætninger, også opgaveformuleringer, skal kunne høres. I den forbindelse skal der lyde en stor tak til mine to native speakers (Teresa & Felix), der – sammen med to danske speakers (Anna & Ellen) – utrætteligt leverer lydoptagelser til hjemmesiden.
  • Alle tyskelever, og især de ordblinde elever, skal introduceres til sprogets delelementer – med særligt fokus på det tyske sprogs hyppigste bogstavkombinationer, så det bliver nemmere fremover både at møde kendte ord og at tilegne sig ukendte ord.
  • Alle bogstavkombinationer skal være forsynet med et ikon, som repræsenterer den lyd, som bogstavkombinationen har.
  • Der skal være gratis adgang til alle tests og alle moduler i 5 år på hjemmesiden tyskforalle.dk – gældende fra d. 1. januar 2025, hvor siden officielt åbnes.

Hvad finder du på tyskforalle.dk lige nu?

Lige nu finder du forskellige betaversioner af ordforrådstests med lyd. De er udviklet under vejledning fra professor Norbert Schmitt. Lige nu finder du også det første af mange træningsmoduler med fokus på typiske tyske bogstavkombinationer og lyde. De er udviklet med god sparring fra lektor Anja Bols Slåttvik.

Prøv fx betaversionen af modulet med fokus på EI  & IE. Til august åbnes der op for moduler med fokus på SCH og AU & EU – og i løbet af efteråret kommer moduler med CH, Ä, Ö, Ü og V.  

TOP 500 og ordblindeprojektet

Det gav stor mening, da jeg til projektet besluttede mig for at alt tysk ordforråd i træningsmodulerne skal stamme fra TOP 500.

Det har konkret betydet, at jeg i det enkelte træningsmodul (der varer ca. 30 – 40 minutter) og på tværs af alle moduler har kunnet sikre en betydelig repetition af det samme ordforråd.

Derfor har bogen TOP 500 De hyppigste 500 ord og chunks på tysk. Hvilke ord, hvorfor og hvordan? ligget på mit skrivebord hele foråret. Havde jeg ikke allerede skrevet og udgivet den, havde jeg været nødt til at gøre det 😊

Kommunikativ sprogundervisning

Min undervisning og mine materialer til undervisning er baseret på tankegangen om den kommunikative sprogundervisning. Jeg ser sproget som et værktøj til kommunikation, ikke som en genstand, der skal studeres.

Kritiske røster vil måske indvende, at der er langt fra træning af enkelte ord, enkelte lyde og bogstavkombinationer til kommunikation, og det har de for så vidt ret i. Men jeg har – både i observationer af egen og andres undervisning samt i samtaler med især ordblinde elever – erfaret, at vi gør eleverne en bjørnetjeneste ved ikke at lære dem de hyppigste bogstavkombinationer, deres lyd, udseende og anvendelse og ved ikke at lade eleverne træne og tilegne sig et højfrekvent ordforråd i en kombination af tekst og lyd.


Discover more from DERDIEDAS

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top